Vine
I vinens verden går det efterhånden stærkt – en mode kommer og går som var det en tøjmode. Og måske skilles overfladen helt fra indholdet? Dog er der selv i modeverdenen noget grundlæggende uomgængeligt, nemlig kvalitetsmæssigt håndværk og en basal forståelse af ens metier. Men så holder sammenligningen nok også op, for netop en dybtgående håndværksmæssig kunnen bliver hyppigere og hyppigere overtrumfet af en overfladisk dyrkelse af nye stjerner og kometer i vinens verden. Det er tankevækkende, hvor hurtigt det i dag går med at blive stjerne, men også hvor hurtigt stjernen så slukkes og glemmes igen. Det kunne være nærliggende at bruge en anden betegnelse som f.eks. ’blålys’, for blålys er jo noget, der kortvarigt bluser op, blænder øjnene for at slukkes igen.
Ser vi nærmere på fænomenet, så hjælpes det til himmels af floromvunden tale og nærmest religiøs snak og sludder, der er med til at gøre vinen særlig god i forbrugerens bevidsthed: Så at sige gøres et begribeligt og ofte simpelt produkt ubegribeligt og dermed særligt fascinerende. Sådan er det mere og mere blevet, men sådan har det ikke været tidligere. Før var der ikke noget, der hed kultvine, men blot særligt gode (og udsøgte) vine. Før var der ikke vinmagere ophøjet til kultpersoner med stjernestatus, men blot særligt gode og vidende håndværkere, der kunne deres metier i alle enkeltheder: Alt om den jord de har, alt om hvad der foregår i kælderen etc. Dette forlenede dem med en lysende faglig stolthed i al stilhed og langt fra vor tids pengemæssige stolhed.
De store stjerner, der lyser i årtier, har forbløffende nok også brugt årtier til at blive så dygtige, at de kan betegnes som unikke – som stjerner om man vil! De er ikke ’sinker’, som flere og flere måske tror.
Og det var og er fascinerende tæt at følge dem, der skiller sig ud og lyser op – forstå hvad det er, de gør, og som gør dem interessante og særlige som vinproducenter.
Ser vi på den aktuelle situation bliver kultvin oftest blot til koncentreret, mørk vin uden nogen form for finesse og detaljer. De overrasker kun sjældent, snarere aldrig – det skulle da lige være med prisen. Men efterhånden synes denne vintype at blive skyllet over ende af disse års renhedsbølge, hvor vi nærmest køber aflad for det svineri vi laver i form af forurening mm. Vi køber økologiske grøntsager etc. og nu måske også en flaske ’vin nature’ - gerne uden svovl. Vi gemmer vor kritiske sans væk og sætter den på pause! Smager de godt eller ej? Er det ordentligt håndværk etc.?
Flere madanmelderes kommer med udsagn om, at en sådan vin smager rædselsfuldt og dårligt. De irettesættes af vintjeneren, der bedyrer, at den er særligt udvalgt og egnet til den efterfølgende ret! Det diskuteres ikke. Man bukker sig beskæmmet og synes ligeså. Men kunne det ikke også tænkes at vin, der smager dårligt uden mad også smager dårligt til mad? Er det ikke bare en dårlig vin, og så er den ikke længere? Er vi ikke i betænkelig nærhed af en situation, hvor amatøragtige produkter uden faglig kunnen og amatøragtig sludder herom, synes at blive en af dette tiårs nye trends - som f.eks. havtorn, der er vor tids svar på tidligere tiders halve cherry tomater? Eller måske går det hurtigt over igen. Man kan jo frygte det værste eller håbe det bedste alt efter temperament. Det er jo ikke alt, der ligger på vejen, der er guld!
------------------------------------------------------
Vi følger naturligvis med i, hvad der foregår inden for vor specielle del af vinverdenen. Vore venner og vinrådgivere/ sparringspartnere er førende vinfolk, der konsekvent vælger den hårde vej mod en forståelse af deres arbejde, og som følgelig etablerer sig som uomgængelige topproducenter: Søgen efter uforgængelig og uomgængelig kvalitet er hårdt arbejde, men også sjovt arbejde. God vin er og bliver et ’skynd dig langsomt produkt’.
Det er læren af et langt liv i vinens verden! Og det er læren eller grundidéen i hele vort virke og i opbygningen af vort sortiment og vort arbejde. Og det er kompromisløst! Hellere lidt men godt end stort, smart og meget! Vi satser på vine, der har et eget liv, der er værd at lære at kende. Vi hjælper gerne med indsigt i vinverdenen og med at finde de sjove ting, der ligger gemt rundt omkring i ’sidegaderne’. Vi har over 500 af slagsen!
Omvendt har læren af et langt liv med højt specialiseret vin og kompromisløse producenter lært os, at vi ikke skal gå følgagtigt med strømmen, industrien og vinmissionærerne. Vi går kun ind for den gode og holdbare kvalitet uafhængigt af, hvad vej vinder blæser i vinens verden. Den gode flaske vin skal nok overleve – også selv om den indimellem har trange kår! Det samme må gælde om viden om vin!!!
Det synes som om, at man følger og lovpriser skrædderne i ’Kejserens nye klæder’ i stedet for drengen, der ser, at det hele er en omgang snyd og bedrag. Vi siger fra her og følger den lille kvikke dreng, der ikke gider at få puttet blår i øjnene. Han er måske ikke så trendy i dagens smarte vinunivers, men helt fjernet af historien er han dog heller ikke.
Vi synes ikke, at vås er bedre end viden og at dumhed er en dyd. Indsigt i vin er vort motto!!!
August 2011